Byportalerne.dk driver byportalerne i danske provinsbyer med respekt for hver bys unikke egenskaber. Den enkelte byportal er byens ansigt udadtil: Vores læsere er både borgere, tilflyttere og turister. Derfor tilstræber vi en overvejende neutral til positiv tone, når vi udvælger historier og skriver artikler. Men vi modtager med glæde kritiske debatindlæg, der følger de vejledende regler for god presseskik. Vi offentliggør også politirapporter, statistikker om skoler/daginstitutioner, information om butikslukninger mv., der kan give et negativt indtryk.

Byportalerne.dk ønsker at være troværdige og politisk neutrale medier. Vi tilstræber, at vores lokalt forankrede redaktører og freelance skribenter afspejler de politiske holdninger hos byernes befolkning, og at alle synspunkter kan komme til orde.

Vi er ikke et kommunalt medie, men udgiver gerne oplysninger til borgerne fra kommunen.

Vi er først og fremmest et medie for det private erhvervsliv og foreningsliv. Alle virksomheder, foreninger og borgere i almindelighed kan få udgivet meddelelser på byportalerne, så længe de har relevans for den pågældende by.

Af respekt for vores læsere – og fordi vi gerne vil bevare vores høje placering i søgeresultaterne – tilstræber vi, at vores tekster er unikke og følger dansk retskrivning.

Vedtaget af bestyrelsen den 22. juli 2015